Fire svineproducenter blev hædret på årsmøde

Tirsdag 24. oktober 2017 15:25
Den fornemme titel som årets elev fik Willam Kartz Johansen fra Follerupgaard ved Fredericia. Han er indstillet af Dalum Landbrugsskole og hans læremester Mads Kring på Follerupgaard. Foto: Jens Mathiasen

Slagtesvineproducent Benny Jensen fra Skælskør på Vestsjælland blev i går udnævnt som årets slagtesvineproducent på årsmødet i Seges Svineproduktion i Herning. 

Titlen som årets slagtesvineproducent gik til svineproducent Benny Jensen fra Skælskør. Titlen har han erhvervet på baggrund af tal fra Seges’ »Business Check Svin 2016.«

Landmanden har en produktion på 7874 slagtesvin, 220 hektar jord, en daglig tilvækst på 2,23 gram og en dødelighed på 2,3 procent.

- Det er tal, som hjælper økonomien i den samlede produktion godt på vej, så han opnår et resultat på 96 kroner pr. produceret slagtesvin og en afkastningsgrad på 16 procent, sagde formand for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, Erik Larsen, da han overrakte hæderen.

Prisen blev givet i går på årsmødet i Seges Svineproduktion, Landbrug & Fødevarer i Herning Kongrescenter, hvor omkring 2.200 svineproducenter deltog. 

Flemming Damgaard fra Lunderskov ved Kolding blev på årsmødet i Seges Svineproduktion i Herning i går kåret som årets smågriseproducent

Hæderen for at være årets smågriseproducent gik til Flemming Damgaard, som har 1293 årssøer. De økonomiske resultater ses ved et resultat pr. årsso på 4.769 kroner og en afkastningsgrad på 22 procent på hans 30 kg produktion.

Prisen blev overrakt af formand for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion Erik Larsen med ordene:  

- Det flotte resultat fører til en overskudsgrad 31,6 procent og en afkastningsgrad på 12 procent for hele virksomheden. Det er rigtig flotte tal og det kan vi andre kun lade os inspirere af, sagde Erik Larsen.

Tallene var ligeledes fra Seges’ »Business Check Svin 2016.«

Anton Nielsen fra Sindal er valgt som årets afprøvningsvært.
Prisen for årets afprøvningsvært blev Anton Nielsen fra Sindal. Titlen fik han overrakt af sektordirektør i Seges Svineproduktion, Christian Fink.

- Vi har prøvet mange forskellige forsøg ude hos Anton og hans team, og vi er glade for, at han aldrig siger nej til nye udfordringer. Tusinde tak for arbejde, sagde sektordirektør i Seges Svineproduktion Christian Fink

Christian Fink takkede også de mange andre værter, som står til rådighed for Seges og Landbrug & Fødevarer:

- Hver evig eneste dag, der arbejder vi tæt sammen med 100 svineproducenter, som fungerer som vores afprøvningsværter. Det er producenter, som vi er dybt afhængige af for at generere den viden, vi og I har brug for. Vi er utrolig glade for det samarbejde.

Willam Kartz Johansen fra Follerupgaard blev årets elev. Titlen fik han på årsmødet i Seges Svineproduktion i Herning i går. Han er indstillet af Dalum Landbrugsskole.

Den fornemme titel som årets elev fik Willam Kartz Johansen fra Follerupgaard ved Fredericia. Han er indstillet af Dalum Landbrugsskole og hans læremester Mads Kring på Follerupgaard.

I en video på storskærm i Hernings Kongrescenter gav både underviser, læremester og kollega den unge landmænd rosende ord med på vejen, som baggrund for prisen.

- På vegne af alle dine kollegaer vil vi gerne sige tusinde gange tillykke med anerkendelsen som årets elev 2017. Vi er ikke et sekund i tvivl om, at du går en meget spændende og interessant karriere i møde, hvis du formår at holde fokus på dine egenskaber og kompetencer, som du har udviklet i dit forløb her på Follerupgaard, sagde Martin Kring.

Fra Willam Kartz Johansens underviser på Dalum Landbrugsskole, Lene Brandenborg, lød det:

– Han vil fagligt rigtig gerne gå foran og socialt sætter han også mange ting i gang. Han vil gerne lære nyt og udfordre det eksisterende ved at stille kritiske spørgsmål, som skaber en rigtig god dynamik i klasselokalet, sagde hun.

Prisen er sponsoreret af Danish Agro og blev overrakt af formand for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion Erik Larsen og sektordirektør i Seges Svineproduktion Christian Fink.

For at blive indstillet skal eleven udvise faglig dygtighed, initiativ, nysgerrighed og være en god ambassadør for den danske svineproduktion. En dommerkomite har ud fra alle indstillinger udvalgt tre finalister, som udover Willam Kartz Johansen var Isabella Østerbye fra Frihedslund læregaard og Rune Willesen fra Munk Svineavl.