Hvis man håbede på at få en løsning med jordkabler på el-motorvejen i Vestjylland, måtte man gå skuffet hjem fra tirsdagens informationsmøde i Ribe. Det er ikke teknisk muligt, lød det fra Energinet og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V).
De godt 500 mennesker i Ribe Fritidscenter blev til en vis grad præsenteret for gamle planer i ny indpakning, da Energiministeriet og Energinet tirsdag inviterede til møde om den 170 kilometer lange Vestkystforbindelse, også kendt som El-motorvejen, der kommer til at gå fra den dansk-tyske grænse til Idomlund ved Holstebro.