bannerPos

Strømlinet satsning har givet el-firma succes

Lars Berthelsen, indehaver af Idestrup El, viser på et danmarkskort, hvor firmaet har opgaver inden for landbruget. Det er blandt andet i Sønderjylland, på Fyn, Samsø og Bornholm – og således langt fra den faste base på Falster.

Tekst og foto: Jesper Hallgren

Journalist
18-07-2020 08:10
Idestrup EL har i mange år haft landbruget som et kerneområde og firmaet på Falster tæller i dag en række elektrikere, der kun udfører el-arbejde inden for landbruget.

PORTRÆT Midt på Falster ligger Idestrup, og det er en by, som tæller godt 1.000 indbyggere. Den lille by er dog også base for én af landets store el-installatører inden for dansk landbrug.

I landbruget kigger man nemlig i dag langt ud over by- og kommunegrænsen, og det nyder man godt af hos Idestrup EL. Her er omkring halvdelen af de knap 30 elektrikere i firmaet næsten udelukkende beskæftiget med landbrugsrelaterede opgaver.

Situationen var en helt anden, da Lars Berthelsen købte sig ind i firmaet for 22 år siden – de første tre år i samarbejde med forgængeren Oscar Hansen.

- Dengang havde vi kun et par elektrikere, som klarede det hele. Det var nemlig kutyme, at folk altid rekvirerede den lokale elektriker til alle el-opgaver og derfor fungerede elektrikere dengang nærmest som multikunstnere, der skulle kunne lidt af hvert, fortæller den 49-årige indehaver af firmaet.

Lars Berthelsen udførte i de første år således sjældent el-arbejde uden for bygrænsen. Langsomt ændrede situationen sig dog, og »el-grænserne« flyttede sig stille og roligt.

Boost med Bregentved

Lars Berthelsen fulgte med udviklingen, og Idestrup EL valgte at satse på landbruget som et af kerneområderne.

- Med vores beliggenhed ude på landet var det en ganske naturlig udvikling. Vi fik efterhånden godt fat i landbruget på hele Falster – siden også på Lolland og Sydsjælland, oplyser Lars Berthelsen.

Den hidtil største samlede opgave har været i forbindelse med etableringen af svineproduktion under Bregentved Gods for et par år siden. Det var således med Idestrup EL som underleverandør, at Gråkjær på fire forskellige adresser på Midtsjælland opførte fire identiske slagtesvinestalde på i alt 32.000 kvadratmeter.

- Bregentved gav os et boost, og det er gået rigtig stærkt i de senere år, hvor vi også er blevet den foretrukne samarbejdspartner for Gråkjær og Kjargaard Byg, forklarer Lars Berthelsen.

Afdeling på Midtsjælland

Det hele har medført, at grænsen nu er flyttet yderligere, og Idestrup EL har i dag også opgaver inden for landbruget i både Sønderjylland, på Fyn samt sågar på både Bornholm og Samsø.

- Vi har derfor investeret i nogle beboelsesvogne, hvor vores medarbejdere bor nogle dage ad gangen i forbindelse med opgaverne langt fra Falster, fortæller Lars Berthelsen.

Han oplyser videre, at Idestrup EL i takt med udviklingen tillige har etableret en lille afdeling på Giesegaard ved Ringsted, som løser en del af opgaverne på Sjælland.

Det er projektleder Brian Christensen, der for nylig havde 15-års jubilæum, som står i spidsen for »landbrugsafdelingen«, der efterhånden kan fremvise en lang referenceliste – og altså nu også med kunder langt fra Falster.

Nødvendigt kendskab

Lars Berthelsen vurderer blandt andet, at årsagen til udviklingen skyldes, at der stilles store krav til de elektriske installationer og muligheder inden for landbruget. Det kræver simpelt hen et nødvendigt kendskab til branchen.

- I forbindelse med staldbyggeri er udbudsmaterialet for eksempel ofte begrænset, og det er derfor nødvendigt at vide en masse om det, der ikke står noget om, forklarer Lars Berthelsen og fortsætter:

- På det punkt kan de små lokale elektrikere sjældent hamle op med os, fordi vi har flere elektrikere, der udelukkende arbejder med el-opgaver i landbruget. For landmændene spiller det i dag ikke længere den store rolle, hvor elektrikeren kommer fra. Det handler om at være den bedste til opgaven, og derfor er det vigtigt at være med helt fremme.

- Vi sørger, tilføjer Lars Berthelsen, altid for at holde os opdateret på udviklingen inden for branchen, så vi kan tilbyde de nyeste og mest optimale løsninger, der samtidig imødekommer de mange regler og krav omkring produktion og miljø, der stilles.

- For landmændene spiller det i dag ikke længere den store rolle, hvor elektrikeren kommer fra. Det handler om at være den bedste til opgaven, og derfor er det vigtigt at være med helt fremme.

Lars Berthelsen

Sikkerhed og ro

Lars Berthelsen påpeger, at det giver sikkerhed og ro i hele byggefasen, når alle præcist ved, hvad der skal ske.

- Vi laver det, der skal til – hverken mere eller mindre. Vi ved, hvad der er nødvendigt, og vi sørger for, det virker og sørger for, det holder uden den store vedligeholdelse, pointerer Lars Berthelsen.

Ekspertisen inden for landbruget er ifølge Lars Berthelsen også medvirkende til, at Idestrup EL er skarpe til at udregne en fair pris, der hverken er for høj eller for lav.

De elektrikere hos Idestrup EL, som ikke »får lov til« at arbejde med landbrugsopgaverne, udfører i stedet blandt andet el-arbejde i de store sommerhusområder på Falster, og klarer installationer af varmepumper og alarmer, hvor Idestrup EL er ISO-certificeret og således sætter forsikringsgodkendte alarmer op.

0

Maskinsælger fra Søllested med historisk jubilæum

Det er 50 år siden, at Christian Krogh fik sommerferiejob som fejedreng i Søllested Maskinforretning, hvor han stadig har sin daglige gang – siden 1975 i rollen som sælger.

- Med Roskilde Dyrskue havde vi haft alt for travlt

Selv uden Roskilde Dyrskue mangler man ikke just noget at lave i Kærsgaard VVS ved Fuglebjerg i det sydvestlige Sjælland.

DF-politiker kiggede på ålegræs

Landbrug & Fødevarer inviterede Dansk Folkepartis miljøordfører René Christensen med en tur ud i Karrebæk Fjord, hvor der er masser af ålegræs.

CAP-reformen ventes først i kraft fra 2023

Danske landmænd får nedsat deres grundbetaling fra i 2021, også selvom det trækker længere ud med aftalen om en ny programperiode for EU’s landbrugspolitik.

Juletræsproducenter med julelys i øjnene

Corona-krisen bevirker, at tre millioner tyskere ikke rejser væk i julen. Det giver de danske producenter julelys i øjnene, selv om de store tyske julemarkeder næppe afvikles i år.

Direktøren for det hele bygger og udvider kostaldene

Der er godt gang i byggeriet af nye kostalde flere steder i Østdanmark, og det er noget, man mærker til hos N.J. Totalbyg A/S.

Ny ferielov kræver en gennemgang af kontrakter

Den nye ferielov kan betyde, at ansættelseskontrakterne indeholder oplysninger, der ikke længere er korrekte, og det kan blive en dyr affære for arbejdsgiverne.

Fleksible kalvehytter og læskure

Hos Arnes Smedie har man udviklet og producerer nu egne kalvehytter, udebokse og læskure, hvor kvalitet, fleksibilitet og brugervenlighed er i højsædet.
Side 1 af 69 (1368 artikler)Prev1234567676869Next