bannerPos

Lokal producent overtager salg af is på dyrskuet

25-05-2019 10:00:06

Hansens Flødeis har afløst Frisko som isleverandør på årets udgave af Roskilde Dyrskuet. Det er første gang, at isproducenten er med på skuet, og det ser man frem til, oplyser marketingschef i Hansens Flødeis, Anders Bang.

- Det betyder rigtig meget for os at være til sådan et stort event, der stort set foregår i vores egen baghave. Vi får rigtig mange af vores råvarer fra landmænd lige omkring Roskilde og Hornsherred. 

- Vi får for eksempel al mælken til vores produkter fra to gårde i Hornsherred. Så vi er i meget tæt kontakt med lokale producenter og dyr, fortæller han.

Udover dyrskuet leverer firmaet også is til Roskilde Festival, som salgsmæssigt er en større forretning for firmaet. Men tilstedeværelsen på dyrskuet giver andre muligheder.

- Vi kan fortælle om vores produkter, og møde kunder, der interesserer sig for vores produkter i nærområdet.  Det er det vigtigste, påpeger Anders Bang.

Billeder fra Roskilde Dyrskue 2019