bannerPos

To nye kandidater melder sig på banen til viceformandsvalg

Torben Povlsen (tv) og Frederik Lüttichau stiller op til viceformandsvalget i Landbrug & Fødevarer 8. november.

Tekst og foto: Lasse Ege Pedersen

Nyhedsredaktør, Effektivt Landbrug
15-10-2018 22:07
Formand for Centrovice Torben L. Povlsen stiller op til valget som viceformand i Landbrug & Fødevarer. Det samme gør formand for Sektionen for Større Jordbrug, Frederik Lüttichau. Det bringer nu kandidatfeltet op på fire personer.

Der er lagt op til noget af et kampvalg i næste måned, når lidt under 500 delegerede i Landbrug & Fødevarer skal vælge ny viceformand. En post der er blevet ledig da viceformanden i de sidste seks år Lars Hvidtfeldt, har meddelt, at han ikke genopstiller.

Antallet af kandidater er således mandag aften blevet fordoblet, så i alt fire personer nu går efter den magtfulde post.

Fredag løftede bornholmske Thor Gunnar Kofoed, formand for Frøsektionen i L&F, sløret for at han er kandidat. Det samme gjorde næstformand i Gefion, Poul Henrik Prahl, der kommer fra Kalundborg.

Her mandag aften melder formanden for fynske Centrovice, Torben L. Povlsen ud, at han også er kandidat. Det samme gør formanden for Sektionen for Større Jordbrug, Frederik Lüttichau, der er planteavler Lolland.

At kandidaternes geografiske tilhørsforhold er relevant at nævne i denne sammenhæng skyldes, at der tilsyneladende er opstået enighed om, at viceformanden skal være fra Østdanmark, som altså inkluderer Fyn. De to øvrige personer i formandskabet i L&F p.t., formand Martin Merrild og viceformand Lone Andersen, er nemlig begge jyder.

Opfordret til at stille op

I et interview til den trykte udgave af Effektivt Landbrug tirsdag siger den 52-årige østfynske svineproducent Torben L. Povlsen, at han har valgt at stille op, da han godt vil være med til at kæmpe for dansk landbrug. Især vandplaner og ammoniakregulering i husdyrbruget vil han have fokus på.

- Jeg føler, at jeg har nogle kompetencer omkring den animalske sektor og miljøpolitik, hvor jeg specielt kan spille ind, siger han.

Om sine chancer for at blive valgt lyder det:

- Jeg er nødt til at forholde mig til, at der er folk, som jeg respekterer meget, som har ringet til mig og bedt mig om at stille min person til rådighed. Og det er folk fra både nær og fjern. Og det gør jo, at man tager en chance, siger Torben L. Povlsen, der i dag sidder i primærbestyrelsen i Landbrug & Fødevarer samt i bestyrelsen i L&F Svineproduktion.

Torben Povlsen har en produktion på 760 søer, og driver 250 hektar ved Sentved på Østfyn.

Kan lade sig gøre at ændre vilkår

Fra formanden for de større jordbrug, Frederik Lüttichau, der også sidder i primærbestyrelsen i Landbrug & Fødevarer, lyder det i en pressemeddelelse, som han har sendt ud mandag aften, at han stiller op, fordi han gennem de seneste år har set, at det kan lade sig gøre at ændre på landbrugets vilkår.

- Vi har fået ændret betingelserne for generationsskifte og gjort op med en snærende landbrugslov. Vi er kommet af med PSO afgiften, med randzonerne og med landbrugspakken har vi fået mere kvælstof og ændret begrænsningerne i staldende.

- Det kan lade sig gøre at gøre noget, der forbedrer vilkårene. Jeg har været med til at udvikle politik de seneste år, og jeg tror på at det kan nytte, og jeg har lyst til at kæmpe kampen for en positiv fremtid for danske landmænd, siger Frederik Lüttichau.

Frederik Lüttichau driver Søholt-Ulriksdal på Lolland med godt 900 hektar, heraf er cirka 300 hektar forpagtet.

Læs i tirsdagens trykte udgave af Effektivt Landbrug et uddybende interview med Torben L. Povlsen, hvor han fortæller, hvorfor han stiller op.

Pressemeddelelsen fra Frederik Lüttihchau er først sendt ud mandag aften efter avisens deadline, og hans kandidatur fremgår dermed ikke i den trykte udgave.

 

0

Syngenta og FaunaPhotonics hylder biodiversiteten

Biodiversitet er vigtig for vores natur, og landbruget har en helt særlig rolle i at hjælpe og passe på biodiversiteten.

Roedyrkernes nye formand er klar til opgaverne

Troels Frandsen er ny mand i spidsen for de cirka 850 sukkerroedyrkende landmænd, der de seneste år har skulle omstille sig fra faste kvoter til det frie marked.

Godt tilbud på ny roesort

Via Nordic Sugars hjemmeside kan roedyrkere frem til den 1. august vælge frø fra SesvanderHave til en reduceret pris.

Ny roeaftale med klare forbedringer

Både hos Danske Sukkerroedyrkere og Nordic Sugar er der bred enighed om, at den nye sukkerroeaftale indeholder flere klare forbedringer.

Landdistrikter glæder sig over EU-aftale

Den nye aftale om EU's genopretningsfond tilfører flere milliarder euro til udvikling af landdistrikter, hvilket åbner for nye muligheder i Danmark, vurderer Landdistrikternes Fællesråd. Formand Steffen Damsgaard håber konkret, at regeringen vil booste udviklingen på landet ved at prioritere flere midler til de lokale aktionsgrupper samt fortsat styrke fødevareklyngen.

Hallegård på Bornholm er nu klima-miljø-pilotprojekt og eksperimentarium

Hallegård på Bornholm, katalysator for det bornholmske madeventyr og kendt af titusinder af ferie-gæster som kulinarisk kraftcenter, etablerer nu et såkaldt pilotprojekt i form af et klima- og miljø-eksperimentarium.
Side 1 af 64 (1275 artikler)Prev1234567626364Next